I mine malerier forsøger jeg at afspejle den tid vi lever i og eksistentielle
temaer som magtesløshed, rodløshed, frustrationer, og også en undren over menneskers handlinger og reaktioner kan spores i mine værker.’
Som udgangspunkt er jeg dog et meget positivt væsen, og retter mine øjne mod de gode historier og det som bevæger sig ind under huden og fylder en med god energi, hvilket også ses i mine malerier.
Jeg er autodidakt og har de sidste 14 år malet og udtrykt mig igennem mine malerier.
Mine malerier fremstår med mange lag og udtrykket er både figurativt og
nonfigurativt.
Jeg elsker at blande lærredet med klare og brækkede farver, der spiller op til hinanden og kæmper en indbyrdes kamp for til sidst at stå klart og ekspressivt.
Jeg bruger farver og former til at udtrykke mig med, og i hvert billede gemmer der sig en historie.
Min intention er ikke, at beskueren nødvendigvis skal finde samme historie som jeg havde, da jeg skabte maleriet, men det er mit håb, at man finder sinegen historie og budskab i billederne.
Udover malerier arbejder jeg også med collager samt mixed media. Det at blande de forskellige teknikker akryl, tryk, papir, pastelfarver, farveblyanter mm. er for mig en legende tilgang og udvikling i selve processen.
Du er meget velkommen til at kontakte mig, hvis du ønsker at se udvalget af mine malerier, collager, kunsttryk mm. eller har spørgsmål til mine billeder. Du er også velkommen til at låne et maleri og jeg kan være behjælpelig med placering.